90 minutter og alt hvad det indebærer

90 minutter og alt hvad det indebærer

Hej allesammen,

Jeg tænkte at jeg ville tage jer med til en fodboldkamp idag.

 

I mandags var jeg nemlig til kamp som jeg så ofte er i weekenderne, men det her var en af de lidt federe, og mere specielle kampe. Det var en Derby kamp. Alle som kender til fodbold ved, at Derby kampe, er de fedeste og sjoveste af slagsen. Det er et lokalopgør mellem de to rivaler. Og det var netop det jeg var vidne til i mandags.

Hammarby er i gang med at spille deres bedste sæson i flere år. Og havde i mandags 4 point op til AIK som ligger nr 1 i Allsvenskaen (som ligaen herover hedder). Allerede flere timer inden kick off, begynder folk at være tændte. Billetterne var næsten udsolgte, hvilket betyder, at der ville komme omkring 50.000 mennesker. Jeg havde en veninde til at passe Bertram, da det ville være for voldsomt for ham at være med. Det var første gang, jeg var afsted til kamp uden ham. Lidt mærkeligt at kunne følge med i kampen 100 % selvom nerverne ikke var til at styre.

Stemningen var i top, folk var glade, nogle lidt små fulde, vilde og tændte på de kommende 90 minutter. Jeg selv havde dulmet nerverne med måske en halv øl for meget, men det var på sin plads, lige den her dag. Desto tættere vi kom på kampstart, desto mere begyndte adrenalinen at pumpe, hjertet at slå hurtigere, og spændingen blandt publikum at spredes sig for alvor. Lidt åndsvagt når man tænker på, at vi egentlig bare sidder stille og følger med i, at 22 mand løber rundt på banen efter 1 forbandet fodbold. Men sådan er fodbold.

Jeg har aldrig selv været særligt optaget eller begejstret for fodbold før i tiden, men jo flere år jeg lever med og i det, jo mere når det under huden på mig. Og kampen i mandags var vigtig, det føltes lidt som en “alt eller intet” kamp. Og surt blev det, i hvert fald hvis man heppede på Hammarby, de tabte desværre 1-0 ….. ØØØØVVV og F**king lort. Inden for få sekunder, strømmer skuffelsen ind over en, alt hvad der blev fejldømt i kampen var pludselige nu mere uretfærdigt og afgørende, man mærker at ens håb og tro på topplacering tager et lille dyk. Og værst af alt, de skuffede øjne jeg ved jeg har i vente når jeg kommer hjem. Det er virkelig det værste. Jeg hader det. Og derefter kommer det store spørgsmål, som jeg faktisk, allerede stiller mig selv, når slutfløjtet lyder. Hvad skal jeg sige til ham når vi ses? Hvordan kan jeg få et smil frem på hans læber, efter et så tungt nederlag. Skal jeg tie stille? Skal jeg fokusere på det positive, eller er det, det sidste han gider hører lige nu, når det ikke ændre på det store faktum, at de lige har tabt ligaens vigtigste kamp? Skal jeg bare sige kom igen nu, og så videre mod næste kamp, eller hvordan skal man lige gribe det an?? De 4 point der kunne have blevet reduceret til 1 point, blev pludselig øget til 7! Sådan noget møg. Som vi siger på godt jysk.

Når Hammarby vinder kan der være fest en helt uge i byen, men det kan også være modsat når de taber. Hvis de har tabt en vigtig kamp, er det ikke i den uge, vi går ud og spiser sammen på restaurant. Eller så meget andet for den sags skyld. Vi holder lidt lav profil, både fordi lysten ikke er til at gå ud, men også fordi jeg kan få følelsen af, at det ikke er helt okay, at vi ikke har fortjent det. Det kan også være fordi vi, nok mest Bjørn, ikke magter at udsætte sig selv, for at fans kommer over og begynder på deres analyser på kampen. Vil vi “høre” for, at det udadtil kan se ud som om at vi “fejre” det, eller bare er ligeglad med at man har tabt. Der ligger nogle gange lidt mere i det at tabe en fodboldkamp, så ofte er det bedre og lettere at blive hjemme de efterfølgende dage.

 

 

Fodbold er fodbold, man taber og man vinder. Det er underholdning på højtplan. Og for os er det også vores hverdag, og eftersom at vi har kamp hver weekend, kan I næsten selv regne ud, at det kan være den vildeste rutchebane i perioder. De her 90 minutter kan spille en stor rolle for mange ting i vores hverdag. 

 

Looove Lena

 

 

 

 

 

 

 

 

Et selvvalgt liv levet delvis på sidelinjen

Fodboldlivet indebærer mange ting, og i vil kunne følge med mit og min lille families liv, set igennem mine øjne.

Dele af denne såkaldte fodboldverden kan især være præget af luksus. Det er alt fra materielle ting, ferie, biler, mm. Men den åbner også op for at opleve livet i andre lande, opleve andre kulture, og alt der hører til det at flytte rundt. Fodbold karrieren vil i vores familie næsten altid komme i første række. Jeg har fundet min store kærlighed i en mand, der spiller professionelt fodbold, og det kan bestemt have sine ulemper også. Set fra min side af, er der også mange ting man kommer til at vælge fra, eller er nødt til at nedprioritere.

Jeg elsker at få mulighederne for at opleve andre lande, at stå på egne ben når man ankommer til en ny by eller et nyt land. Det er spænende, udfordrende, og en smule skræmmende på sammen tid. Man lærer sååå meget nyt omkring sig selv, omkring hinanden som familie, og jeg kan især mærke at det sætter gang i min personlige udvikling, når vi flytter rundt. I den tid jeg har været sammen med Bjørn, har jeg flyttet til to forskellige byer, hvilket indebar skoleskifte i henholdvis gymnasiet og senere i min uddannelse til socialrådgiver, og for 1,5 år siden flyttede vi til Sverige. Bjørn skrev nemlig kontrakt med en klub her i Stockholm. Tiden inden og under vores flytningen til Sverige var ikke nem, jeg stod med Bertram, vores søn, der kun lige var fyldt 3 måneder, så alle mine hormonerne kørte på højtryk. Et klubskifte går som ofte rigtig hurtigt, og det indebærer så, at det er den nærmeste familie og jeg selv som står med selve flytningen. Og det er ikke altid lige sjovt. Alle som har stået med flytninger kan vist relatere til det. Det er nu bare federe når man er der begge to.

At leve med en fodboldspiller har bestemt sine fordele, og jeg som har været sammen med Bjørn i 8 år, kender snart ikke til andet. Men der er også en bagside af medaljen. Livet her er ikke altid i dans på roser, men det er den jo nok ingen steder. Som kvinden der står “bag” Bjørn som fodboldspiller, har jeg iblandt følt, at jeg har skulle ofre en del, og lavet nedprioriterer ang. arbejde og min egen karriere. Bjørns karriere er ikke så lang, og mange fodboldspillere spiller til de er omkring de 30år og lidt til. Så karrieren i sig selv er jo ikke lang. Derfor ved jeg også, at det nok skal blive “min” tur. Fodboldlivet er med til at gøre, at jeg pt ikke kan få mit drømmearbejde, eller være tættere på familie og venner som jeg til dagligt savner enormt meget, købe det hus vi ønsker os hjemme i danmark, og få den faste base vi nogle gange misunder alle andre at have. Men men men, den tid kommer, og vi skal nok nå det.

Inden vi flyttede til Stockholm nåede jeg (heldigvis) at gøre min uddannelse som socialrådgiver færdig i januar 2017. Bertram og jeg flyttede op til Bjørn i starten af Februar, så jeg nåede det lige, hvilken var helt fantastisk, og en kæmpe lettelse. En bachelor, en fødsel og en flytning indenfor 3 måneder, var ikke en helt let sag. Men jeg klarede det! Mega stolt af mig selv – og det er faktisk ikke så ofte, at jeg er det.

Nu står jeg så her, midt i Sverige og kan ikke sproget. Det arbejde jeg havde tænkt, at jeg skulle ud og finde, blev ikke lige her efter barslen som det ellers var tænkt. Planer ændre sig, især når man aldrig helt ved, hvor længe man kommer til at være der hvor man er. Heldigvis er jeg meget omstillingsparat, og ser altid lyst og positivt på tingene, det handler om at få det bedste ud af den tid vi har, og det har jeg i sinde at gøre.

Som fodbold kone er man ofte selv med mange ting. Bjørn og holdet træner stort set hverdag på nær en dag om ugen, hvilket er en hverdag, så når jeg selv er på arbejde, får vi desværre ikke dagen sammen. Der er kamp hver weekend, og når det er udekamp, er Bjørn ofte afsted hjemmefra i 2 dage. Så i den tid, står jeg selv med alting herhjemme. Ferier er heller ikke noget vi selv kan planlægge, for alt kommer an på klubben og fodboldsæsonen. I de weekender, hvor jeg er selv bliver afsavnet til venner og familie hjemme i Danmark altid lidt større, men man lære med tiden at leve med det. Det bliver ens nye hverdag. Jeg har til gengæld fået øjnene op for, at man ikke skal tage ting forgivet, og jeg sætter virkelig pris på at være sammen med dem man har kær på en anden måde nu, da jeg ikke har dem lige rundt om hjørnet mere.

Opbygning af nye venskaber er hårdt eftersom at vi kun har hinanden på lånt tid. Enten flytter man selv, ellers så gøre den anden. Heldigvis ved vi det, så vi er alle i samme båd. De venskaber man får bygget op med de andre kærester og koner fra holdet, har virkelig stor betydning. Når man bor i udlandet oplever jeg, at klubben, de andre spillere og spillerkoner hurtig bliver ens familie, for ofte er de også selv, på deres udlandseventyr. Så vi har kun hinanden. Det er måske også grunden til, at det gør så ondt at sige farvel. Og ofte ved vi ikke hvornår, eller om vi overhovedet kommer til at se hinanden igen. Så ja, det kan til tider være rigtig hårdt personligt, og jeg giver så meget af mig selv, men jeg elsker det. Jeg har Bertram og Bjørn som min faste base og de har mig, så betyder det egentligt ikke så meget om hvor vi befinder os, for vi har hinanden!

Så nok står jeg ikke kun bogstaveligttalt på sidelinjen til alle kampe som er mulige for Bertram og jeg, jeg gør det faktisk også til dagligt, men det er selvvalgt, og hvad er det nu man siger? – bag en hver stærk mand står en stærk kvinde!

Looove Lena